Identiteten

Jeg er lidt træt og min krop føles også lidt tung i det. Kaffen ved min side er varm og glider kærkomment ind. Jeg har faktisk sovet godt, kun vågnet fordi hovedpudebetrækket havde en eller anden strålende idé om at smutte for sig selv i løbet af natten. Men jeg vågnede 1½ time før vækkeuret, det gjorde jeg nok fordi i dag er en ganske særlig dag.

For kl. 16.30 i Helsingør domkirke går jeg i procession med 7 andre ordinanter, en biskop, en domprovst og 40 sognepræster mod alteret hvor vi 8, vil blive ordineret til præster i den danske folkekirke. Det føles helt og aldeles overvældene at tænke dén tanke til ende, kulminationen på de sidste 12 års kamp for livet, studiet og identiteten. Nu står den her, identiteten,
P R Æ S T
Selvom kjolen, kraven og præstestøvlerne (dog uden de gule snørebånd) står og hænger klar til action her i mit lille forstadshjem, så er der en del af mig som slet ikke er lige så klar endnu. For en ting er ordinationen, al den hype der er omkring bispeeksamen, kravestørrelse, alterbogsindkøb eller mangel på samme. En anden ting er at jeg om 14 dag kan stå med min første bisættelse og at jeg om 7 står med mine første dåb. Jeg skal være den der skal stå der i livets store stunder og fortælle dem at der er noget større her i livet end man umiddelbart går rundet og tænker over. Det er ikke kun en drøm, en længsel og et kald, det er faktisk også et arbejde med ansvar, gøremål og gerninger.
Det er stort i ordets bogstaveligste forstand.

Det er ikke frygt, der husserer i min krop i disse dage. Det er nærmere ærefrygt for det embede jeg står overfor. Sådan her skrev man om embedet 1530, sådan er det stadig i 2010.

Det kirkelige embede
For at vi kan nå til denne tro, er der indstift et et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne. For gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet om, at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. Gal. 3.14: For at vi kunne få åndens forjættelse ved troen. De fordømmer gendøberne og andre, som mener, at mennesker kan få Helligånden uden noget ydre ord ved deres egne forberedelser og gerninger.

Det er en følelse af overvældethed, som bliver afløst af en umådelig ydmyghed for den opgave der ligger for. Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg nok skal klare det, både processionen i dag og embedet fremover. Men alligevel, så tager tanken pusten fra mig.

Præsten, om lidt så er det mig....