Hvis jeg er min mor...

er min mand så mit fædrende ophav? Eller er jeg bare så skadet at livets sysler bliver til uoverstigelige projekter, der hensætter mig til barndommens oplevelser?

Bag mig, i bunker og bjerge, står største delen af indholdet i vores køkkenskabe. Alt fra hengemt kageudstyr til æggebære, henover vitamipiller og kogebøger. Sidst vi gjorde hovedrent derude var jeg i en vægtklasse af ca 156 kg og måtte sidde ned og holde pause ved hver tredie bevægelse. I dag er jeg på, gir den gas og er slet ikke optaget af smerter, åndedrætsbesvær og pruseri. Måske netop derfor høre jeg hvert et suk, dybt suk og grynt der kommer fra min gemal, alt imens vi bjærger mandler, krydderier og skåle ud af skabene.

Sikke meget lort der er

Tak skæbne, jeg reagere promte med først dårlig samvittighed over at jeg dog har tilladt mig at fylde skabene med andet en porcelæn fra arverækken. Tanker som det er også for dårligt at du har mere en en slags olie, balsamikoædike og mel. Denne tankerække bliver afløst af arriskab over at skulle stå til regnskab for hvad der står i skabene, af små nødvendigheder og unødvendigheder. Jeg bliver gal over at gemalen ikke kan se sammenhængen mellem de små lækkerier han nyder godt af engang i mellem, trods alt ikke kommer af intet og derfor er skabene fyldt med ting og sager, som han aldrig ser i brug..

Men jeg reagere som min mor, men debattonen og hænderne i siden og det gør mig ked af det. For jeg vil ikke være min mor for jeg ved at min mand slet ikke er mit fædrene ophav.

Jeg er bare så træt af at være skadet.