De lyttede da jeg talte

Omkring mig på det overfyldte skrivebord, flyder det med gule post its. Ikke hvilken som helst post-its, men dem der er skriblet til med prædiken noter. Det virkede denne gang, det tog mig lige knap en time at skrive prædikenen til i dag. Jeg var velforberedt og temaet tro og ikke tro havde fået lov til at gro. Eller også så var det Helligånden, who knows..

Men det var fedt at skrive prædiken denne gang, det føltes godt at kunne koble sidste søndags tekst med denne, og jeg havde noget på hjerte.

Denne gang var jeg bedre velforberedt da jeg trådte op på prædikestolen herude i min forstad. Jeg havde rum til at fokuserer på vejrtrækning, rytme og ord og det alt sammen på samme tid. Jeg havde ro til at kigge væk fra manuskriptet og ned på dem der sad på bænkerækkerne. Der var et stort dåbsfølge i dag, så kirken var temmelig fyldt. Jeg tænker at kirken havde været næsten tom, hvis ikke det var for de 20-35 + gæster.

De lyttede da jeg talte, jeg kunne mærke det i rummet at ikke så langt ind i min prædiken så havde jeg deres opmærksomhed. Enkelte sad lidt længere fremme på kirkebænken, en dame på rækken bag min mand, stedmoder og far, fik tåre i øjnene noget af det jeg sagde ramte hende. En yngre mand, eller vi er vist jævnaldrende lo på de rigtige tidspunkter. De lyttede og jeg tror faktisk de hørte hvad jeg havde at sige.

Damen med tåre i øjnene kom hen til mig efter gudstjenesten og sagde at i .... og ... pastorat skulle jeg være noget så velkommen, for så ville hun komme i kirke hver søndag. Det tror jeg faktisk er et af de største komplimenter man kan få som præst. Jeg blev dybt rørt, for hendes ord rammer lige ind der hvor kaldet fra Gud sidder og banker. For når jeg står foran alteret og bag prædikestolen, så ved jeg at det er det helt rigtige. Enhver fiber i min krop, føler sig hjemme og på plads.

Min far og stedmoder, som bestemt ikke er kendte for at være kirkelige eller kirkegængere var meget rørt over både prædiken og deltagelse. Min gamle far var så stolt at hans knus varede rigtig længe. Jeg er lidt spændt på at se dem alle til min ordination her i maj.

Der går længe inden jeg skal prædike igen, desværre, for jeg er SÅ klar til at komme i gang..

Pastor mig, hæ !!