Jeg har haft massere af mænd der gerne ville have mig da jeg vejede 120-130 kg, for jeg var en knaldgod elskerinde og veninde. Puha, jeg har boltret mig i mænd der var høje, lækre, veltrænet og ikke mindst veludrustet. Den slags mænd som andre kvinder sukker efter, og andre mænd helst ikke vil være i omklædningsrum med.
Men, ikke én af dem ville holde mig i hånden på en søndagstur ned af Strøget eller handle i Bilka en lørdag. Jeg var deres hemmelighed, den de kom til mig når resten af verdenen skulle glemmes. Der i min lille hule på kollegiet på Amager, tændte de på mine former, nød godt af min åbenhed og ikke mindst min opfindsomhed, oven i hatten fik de min varme, omsorg og kærlighed. De mødte et menneske der ikke dømte dem, men så dem som de var. Det var ikke lige det politiskolen, militæret, vennerne fra fitnesscentret og byens bare kunne byde på.
Men de gik igen, hver gang.. og jeg troede det var ok.
Men en dag sagde jeg stop og begyndte jeg at vælge mig selv til og ingen af dem har besøgt min seng og mit hjerte siden. Not for lack of trying.. Enkelte har jeg stadig kontakt med, for jeg er vist den eneste der forstår 
Den mand jeg giftede mig med i oktober, han mødte mig da jeg vejede 122kg, med et vægttab på 25 kg bag mig, jeg tabte mig til 113 kg og tog så igen på til de 120kg jeg vejede da vi blev kærester. 1½ år senere, da jeg vejede 156 kg og han måtte bære alt for mig, vente på mig når jeg blev så forpustet fordi jeg ikke kunne gå til anden sal, elskede han mig stadig. Nu vejer jeg 98 og han er stolt af mig, men han elsker mig stadig som han gjorde før. Han nyder at jeg er glad og bevægelig, men som han plejer at sige: Jeg elskede dig også da du vejede 156 kg, det gjorde du ikke..
Min mand er høj, lækker og sportstrænet, så mine mandelige præferencer har ikke ændret sig, men det har jeg. Ikke kun fysisk, den mentale rejse er for mig mindst lige så afgørende. Men det er en rejse jeg tager sammen med en mand, der elsker alt det jeg er, har været og kan blive til. (og så siger man at der ikke er en Gud )
onsdag den 10. marts 2010
Mænd
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Kære Stine-Helene
På mange punkter kan jeg se mig selv i dine indlæg - også de sider jeg ikke gider se på. Vægten er også min slåskamp. Og jeg har kysset frøer jeg ikke ville/skulle have og som ikke ville mig for det jeg ville og var. Og mødt manden som ville mig og elsker mig også da jeg tabte mig og ikke anede hvem jeg var og da jeg tog dem på igen og som stadig elsker mig for det jeg er også når jeg ikke rigtigt selv ved det. Men jeg har aldrig haft en smerte som den du beskriver i dine mange indlæg om ego-livet. Og jeg synes det er vidunderligt at din mand viser dig at du er elsket og jeg håber du forstår at det er fordi du er dig.
Signe
Hvor er det dejligt, at din mand elsker dig uanset hvad vægten siger, men det er endnu mere fantastisk, at du elsker dig selv. For du skal helt sikkert leve med dig selv hele livet. Andre mennesker er kun til låns :-) Hilsen Bente
Send en kommentar