Angsten..

Var engang min faste følgesvend, en daglig følelse af en masse helt og aldeles ubegribeligt. Det var anfald ganske sjælent, men mere en fast daglig følelse der blokerede for alt hvad der var fremadrettet, lyst og viljestærkt.

Men jeg har ikke set angstens mørke ansigt i mange år, det må være henved 6 år siden at jeg begyndte min vandren mod det lys jeg normalt bader mig i, i mit forstadsliv.

Men i går rasede angsten igen i min sjæl, hjertebanken alt imens mit mellemgulv prøvede at krumme sig sammen i hårde knuder. Det uvisse i frygt, angst og afmagt overtog for en stund hele min tilværelse og jeg måtte kæmpe for at kunne trække vejret. En bølge af følelser skyllede ind over mig og jeg hulkede krampagtigt i chok over at netop de følelser stod og bankede på, igen.

Hvorfor er det at alting bliver SÅ presserende af at være 'hjemmegående'? tid og gerninger, opgaver og ønsker flyder sammen og bliver en hård knude af manglende tid og ting. Det er rædselsfuldt.

Men i dag skinner solen over en tilfrosset forstad, veninden med det prominente navn skal til prøveprædiken og jeg glæder mig i maven på hendes vegne. Jeg har en lang liste af ting, som jeg må tage mig af, en af gangen.