et gensyn..

I april måned sidste år lavede jeg endnu en blog til samlingen, den hed engle ord og jeg åbnede den fordi jeg havde brug for et sted at gøre af mine tanker om min overvægt og den forgæves kamp jeg havde kæmpet i månederne før. Jeg kunne dengang ikke lægge dem her, fordi både mand og mor læste med. Jeg var splittet mellem mig selv og mit fede selv, eller sagt på en anden måde, jeg kunne ikke forene erkendelsen af min vægt /overvægt med det liv jeg levede ved siden af. Skitzo? Ja, men nok sandheden for rigtig mange svært overvægtige mennesker..

Jeg lukkede bloggen igen sidste år, fordi jeg blev nød til at samle mig selv og fortsætte rejsen, livets rejse, som et helt menneske. Jeg skulle takle vægttab, operation, livet, studiet og alle mulige andre ting og det gjorde jeg bedst som et helt og samlet menneske.

En veninde der dukkede op det mest uventede sted, stod overfor beslutningen om operation eller ej og jeg åbnede igen bloggen for at hun kunne læse mine tanker fra dengang. Jeg havde ikke selv læst dem siden og jeg må tilstå at jeg har kviet mig lidt for at genlæse ordene. Et gensyn med kvinden der i magt og afmagt besluttede sig for en operation mod overvægten, et gensyn med en livslang splittelse, som jeg stadig tumler med den dag i dag, et gensyn med ord der stadig har vægt bag sig og en sindstilstand så fjern fra den jeg har nu og alligevel så tæt på. Nu er det bare noget andet der splitter og fjerner mig fra mig selv i en periode. Jeg har læst nogle af ordene, og jeg genkender hende nu godt hende bag fraserne, hun er mig og det er skam helt og aldeles ok.

Mon livet alligevel går i cirkler, eller skaber vi dem selv

Brudekjoler....

Det her med brudekjoler har hele tiden været en umådelig paradoksal ting. For på den ene side, hvem drømmer ikke om en smuk kjole på dagen, eller bare noget ekstraordinært? På den anden side, så har jeg ikke tænkt på mig selv som kjolepige siden, ja siden blå sommer 1985, som vist også var sidste gang jeg havde sandaler og shorts på. Det er måske lidt en overdrivelse, men jeg kan huske at jeg sidst i 80’erne havde en lyserød nederdel på til en af min fætters mange bryllupper og følte mig dengang som noget der i alle tilfælde ikke burde have skørter på. Til en galla fest på HF, jeg tror jeg var 17 dengang, lånte jeg en af min mors veninders galla kjoler til årsfesten og jeg har aldrig i mit liv følt mig så ude af plads. Hun var måske 15 år ældre end mig og jeg lignede bestemt ikke en på 17, men mere end på 30 der havde glemt alt om stil og sans for det samme, der i hendes mørkeblå kjole med flæser og polkaprikker. Det var dengang at det kun var muligt at købe kone snit til piger over en str. 44.

Meget har heldigvis ændret sig siden dengang og det har jeg også. Men det er reelt ikke mange måneder siden at jeg vejede 154 kg og knap nok kunne gå op til 2. sal uden at skulle have ilt og en kaffepause på 1., hvilket betyder at rigtig mange tanker om mig selv og min stil er nyt og nye. Jeg vender mig til at ønske mig selv ting der fremhæver mine kurver og feminine træk. Sidste års sommersko køb er i dag, 42 kg senere, et ønske om sandaler med en smule hæl, meget langt fra svigermors damede og faderes fodformet birkenstok. Hvilket måske alt sammen virker som en omvej til ord om det at prøve brudekjoler, for første gang nogen sinde og kjoler generelt i mange mange år. Men moralen er nok den at jeg følelsesmæssigt og praktisk er i ingenmandsland når det kommer til det der ekstraordinære feminine touch. Ja selv alle 6 sæsoner af Sex and The City, er ikke den store hjælp.

Derfor var det også med en kende frygt og bæven at jeg, med svigermor under armen og Lus i kulissen, troppede op på Amagertorv for at prøve kjoler i Lilly. Det var både spændene og overvældene at blive guidet igennem kjoler, faconer, pynt og tilbehør. Forklaringer på snit og barmfagerhed, taljer og ikke mindst fortrin. Jeg følte mig ikke rigtig som fisk ude af vand, men mere som fisk i et soppebasin. Jeg var sten sikker på at jeg aldrig rigtig ville komme på dybt vand, men stadig meget forundret over at jeg stadig kunne trække vejret. Alle kjolerne var fantastiske på hver sin måde, dog må jeg indskyde at man i BH og skørt, med sorte trusser under, ikke just er nogen sex bombe. Men når jeg nu sidder og kigger tilbage på billederne og følelserne jeg havde i det prøverum i går. Så synes jeg ikke rigtig at der var nogen af kjolerne der passede en voksen kvinde som mig. Det kan ikke kun være den nye creme fra Beaute pacifique der fik mig til at ligne en 26 og ikke en der om lidt bliver 36. Der var to kjoler der var virkelig smukke og gode til mig, men de var meget hvide, til trods for deres Ivory, for en kvinde der i udgangspunktet ville giftes i en blå kjole. Turen til House of Brides var spontan, måske var det derfor at vi følte velkomsten hos Lilly bedre, måske har de bare en anden omgangsform der. Men her blev jeg ikke guidet igennem stil, snit og barmfagerhed, men mere i den åbenlyse mangel på kjoler over str. 50, hvilket jo egentlig er meget godt gået for en butik der reklamerer med kjoler op til str. 66. Men måske er det kun i butikken ude på vestegnen. Det slog mig at der til forskel for hos Lilly, blev der her meget hurtigt spurgt til kroner og øre.

Jeg har også trawlet HOB’s hjemmeside for kjoler i de seneste måneder, mine øjne er hver gang faldet på og så sandelig også for kjolen der hedder: MP218A, faktisk også en af de få kjoler min mand har kunnet godkende. Den søde unge dame, kastede sig ind i et af de overfyldte stativer af kjoler med alt for beskidte kjolekanter og hev en sprit ny kjole i en creme/ champagne farve ud og sagde, denne skal du bare prøve om du så vil det eller ej. Grinene var det den første jeg hoppede i og kunne se at det var kjole MP218A og det var helt klart en følelse af at ’komme hjem’. Kjolen var faktisk helt uden sammenligning meget mere mig, med et meget mere voksent udtryk end jeg havde i kjolerne i Lilly. Svigermor holdt tårene tilbage, alt imens vi blev enige om at med det helt rigtige tilbehør, i samme mokkabrune farve som min mands Jakkesæt, så ville denne kjole virkelig være enestående og rigtig meget mig.

Kjolen koster 5040,- uden tilretning. Jeg kan ikke lade være med at synes at det er mange penge for en kjole, til en eller måske to dage. For 5500,- kan jeg få den Mulberry taske jeg drømmer om for tiden og den holder hele livet. Dog tror jeg min mand ville få et panisk anfald af et eller andet hvis jeg kom hjem med en taske i den prisklasse.
Men svigermor mener at kjolen har potentiale til at blive syet om til festlig brug og svigermosteren er kjolesyerske og sikkert meget villig til at hjælpe med både tilretning og omsyning. Så kan du jo passende have den på til barnedåben, sagde svigermor. Jeg kiggede lidt spørgende på hende og spurgte hvilken barnedåb? Ja i skal vel snart have nogle børn i to sagde hun så og jeg nøjedes med at smile og tænkte ved mig selv at jeg nok næppe er en str. 50 når der kommer børn ind i billedet.

I dag kl 13.00 er min mor og hendes Dankort sat i stævne foran House of Brides, så må vi se om moaren er enig og ved muffen ;)

Så er det i morgen..

og jeg kan næsten godt koncentrere mig om andre ting end brudekjoler, men også kun næsten! Jeg har tjekket Lillys hjemmeside en fantasillion gange, og det er de samme kjoler hver gang, griner..

Min mor er til konference, bedste vennen fuldt booket i sin salon, bedste veninden skal på Hospitalet og 'løsnet hinder', hun siger jeg ikke vil vide hvad det er, men svigermor er ledig og tager med mig og jeg har spurgt en ganske særlig veninde om hun ville med, hun kigger lige nu på sine planer og jeg krydser fingre. Men med så kort varsel, så havde jeg regnet med at være alene. Jeg havde overvejet om forlovede ville med, men tror hans mor er en bedre date, lige til det.

Jeg er egentlig mest spændt på at se hvilken kjolestørrelse jeg er..

Tasker...

Hvem der dog bare havde penge, massere af penge.... ;)

Citat: Anders And

Det ender med en Lilly..

Det ender med en Lilly sagde min veninde og skrald grinede.
Jeg kan huske at jeg rødmede og var glad for at det var en telefonsamtale så hun ikke kunne se at jeg allerede dengang ønskede/vidste/troede på at HAM vi talte om var og skulle blive min.. Det er 3 år siden vi havde den telefonsamtale, min veninde og jeg og her står vi så, med bryllup i kalenderen og indtil flere datoer der skal 'dresses' til og jeg kan ikke lade være med at smile og tænke det kunne være lidt skægt hvis det nu også var en Lilly model jeg endte med..

Men det der med brudekjoler har nu skulle vise sig ikke at være det letteste i livet. Især når man er kræsen, skifter bryllups slags midt i det hele, ikke lige er den mest mainstream størrelse og sidst men ikke mindst i gang med et enormt vægttab.
Og for at ikke skal være løgn, så har jeg ingen anelse om hvilken type kjole der vil klæde mig, for jeg har ikke været min nuværende størrelse i længere tid, siden engang i 90'erne.

Kræsenheden kombineret med uvidenheden, er virkelig ikke en cocktail jeg ville anbefale. Den har drevet mig til vanvid, ikke så meget i begyndelsen for der var jo tid nok, men nu er der snart 4 måneder til afrejse (gisp jeg skal nå meget inden da) og jeg er stadig på helt bar bund både med hensyn til størrelse, stil og aner ikke hvad der klæder en kvinde i min størrelse og med min udformning. Så den seneste tid har faktisk været helt til rotterne, mht. kjolevalg og muligheder.

Hvor mange kjoler skal jeg have? En til rådhuset i New York og en til Kirken i Hvidovre? (eller Lyngby)

Betaler min mor stadig eller er det tilbud taget af bordet, når nu den ikke længere står på kirkebryllup? (og hun vist har lovet min lillebror et halvt kørekort)

Hvorfor er det at kortere kjoler altid er en kende for korte til mine bundgarnspæle?

Hvilken farve? Hvilken længde?

og hvorfor er alle de kjoler jeg egentlig forelsker mig i, både for dyre og absolut ikke til at oprive?

For at få ro i sjælen og alle mulige andre steder, så har jeg nu bestilt tid til kjoleprøvning hos Lillys på Torsdag kl. 9.00. Selvom kjolen, eller kjolerne ikke er der, så vil det da i hvertfald give mig en idé om hvilken type, slags kjole der måske kan matche mig og min ramponerede krop og hvilken kjolestørrelse jeg er ej at forglemme..

Men hvem ved, måske ender det med en Lilly..

Jeg, en paraplyorganisation

Grundtvigianismen i det 20. århundrede, Kristendommen i Historien og Danmarks Kirkehistorie ligger alle opslået, med forsiden opad og vidner om den proces jeg sidder midt i, forsinket, stresset og aldeles uoverskuelig. På tavlen foran mig er der drysset et væld af Post-its, med ord som 'Hold målet for øjet', opbyggelighed i den moderne tidsalder, formidling' og den bedste 'Små bidder, ikke hele kagen på een gang'. Kaffen fra Baresso vidner om dovenskab og god smag, og til sammen så giver de et billede af den ene proces i mit liv.

En del af mig kan ikke lade være med at tænke at hvis det dog bare var den eneste proces, bare lige nu. Men sådan forholder det sig ikke, sådan er livet ikke og sådan virker livet bare aldrig, i hvert fald ikke for mig. Jeg føler mig lidt som en paraplyorganisation, hvor alle processer eller delorganisation har et fællesskab, nemlig mig, men det er ikke ensbetydende med at de er hamrende samarbejdsvillige og finder sig i at må stå tilbage for hinanden. Det gør heller ikke noget, egentlig, men det gør processerne en kende uoverskuelige til tider, andre gange aldeles uigenkendelige, men altid er de der, på vej, i gang og ja på afveje.

Vægten fylder egentlig ikke så meget, den er der og den rykker sig ned af i stille og rolige træk. Det er tal der pynter på års kalenderen, det er tal som andre mennesker kan forholde sig til når de 'mener at kunne se på mit ansigt, at jeg da må have tabt mig lidt' 42 kg er også en slat, det lyder pænt, aldeles uformeligt for andre og for nogen et magisk mystisk tal. 110 cm er mindst lige så uhåndgribeligt som 168 pakker smør.

Bivirkningerne, eller biprocessen eller hovedprocessen, alt efter hvordan man tolker det, den/de fylder meget i mit hoved. Jeg står med en ny krop i spejlet, der fordrer og kræver andet end bare nyt tøj. Nye sko, tørklæder og hvad med en ny stil? Nye øreringe der matcher håndtasken? Neglelak fundet frem fra æsken under sengen, tøj fra posen på loftet og og og..

Jeg oplever mig selv blive frustreret over manglende evner til at finde sandaler der ikke ligner noget min gamle spejderleder eller min svigermor ville have valgt, eller prøver at få det lidt for store tøj til at passe sammen med arvetøjet i en anstændig størrelse. Jeg er ikke vant til at ydre omstændigheder/ materielle goder fylder så meget i min hverdag og ligefrem er objekt for frustration og kedafdethed og når det så er sagt, så må jeg vist sande at det ikke så meget handler om skoene, eller skjorten, men om at stå et nyt sted og mangle lige netop det værktøj der skal bruges her. At jeg vil noget med min nye krop og hverken pengepung eller evner rækker med.

Jeg har virkelig ikke noget at tage på, ihh jeg har ikke nogen sko der passer til eller ser jeg for tyk ud i denne her, er alt sammen fraser jeg troede jeg aldrig ville komme til at bruge, for sådan én er jeg slet ikke…
Jeg må vist indse det, jeg min erfaringsbase og visdomsevne rækker ikke og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvordan det er at veje 114 kg.

Men under paraplyen ’mig’ sidder jeg og nyder hvert skridt, hver proces, hver tåre og tanke.. Ja alt det komplicerede, det de kalder livet, det kan bare komme an, for jeg sidder lige midt i strømmen, med et smil på læben, et glimt i øjet og en talje i livet ;)

Tilbage igen..

efter 3 hekstiske kagebagnings dage og en pinse i forstaden er jeg tilbage på min pind på Købmagergade.. Jeg har nerverne uden på tøjet og kan mærke halsen snørre sammen ved tanken om alt det jeg skal nå at skrive i juni, som jo allerede er begyndt..

Jeg kan godt, og jeg vil gerne være færdig!

Men hvorfor vælger jeg aldrig den lette vej?