En præstegård på landet..

Der er da ikke noget at sige til at man taber sit hjerte...

At være præsten og ikke være præsten..

Om 14 dage har jeg afsluttet det overbygnings seminar som gør det lovligt at kalde mig som præst.. Men jeg føler mig allerede som præsten, selvom jeg ikke har den sorte kjole og pipekraven endnu, så har min sjæl og min bevidsthed allerede indstillet sig på at nu er jeg præsten. Men man er ikke præst i Danmark uden en kirke og en menighed der synes man er en mægtig god idé.

Så jeg søger jobs, jeg søger dem der er inden for en radius af en times kørsel fra min mands arbejde og udbuddet er desværre ikke stort og jeg er jo langt fra alene i min søgen. Den desperation jeg genkender fra mine teologiveninder og bekendte sniger sig ind på mig. Og jeg havde forsvoret jeg ville være lige som dem, for jeg vidste jo godt at arbejdsløhedskøen var næste skridt og jeg har jo købt bøger jeg skal læse når jeg er arbejdsløs og der skal laves kager igen.. Men rationaliteten er én ting, følelsen af at være kommet i mål og så være så langt fra pipekrave og søndagskrav er rædselsfuld.

Men jeg søger job, når de er der.. Om lidt laver jeg krumspring i en ansøgning til en forstad i nordsjælland, hvor jeg bliver en ud af 60-70 jobhungrende præster og præster in spe.

Men egentlig har jeg forelsket mig i en stilling på landet, i en kirke som denne..



Med en udsigt som denne



og denne



Den ligger langt væk fra alt det jeg kender, min mit præstehjerte har forelsket sig.. og jeg har allerede planlagt og tænkt mange tanker om nye krumspring, og badutspring for at hive denne i land..

Trøsten er, at vælger de ikke mig, så er det heller ikke der jeg skal være præst.. *indsæt hoved der rækker tunge smily*

To be or not to be..

I morgen begynder det igen..

Jeg kan allerede mærke det på søvnløse nætter og den vedvarende smag af dårlig samvittighed over et eller andet jeg ikke har nået eller fået gjort, eller glemt.. Jeg nød ellers lige roen..

I morgen starter jeg på den sidste afdeling af pastoralseminariet, og det er et tætpakket ridt uden tid til at mærke sig selv eller jorden under fødderne. Afleveringsopgaver i lange baner, endeløse mails, lange dage med stive øre i undervisningstimerne i selskab med mumlende lektore udpeget af dronningen selv.

Jeg er allerede helt rundt på gulvet, da jeg i går aftes fandt ud af at jeg havde glemt at sende en tom disk tilbage til de danske sømands og udenlandskirker, skrive mit verbatim og sendt afsted i fredags, skrive min ansøgning til Canada, lave praktiklog bog, havde dårlig samvittighed over at jeg min praktik ikke var super indholdsrig på præstelige aktiviteter, gudstjenesten om de ni læsninger er langt fra på plads og hvad var det nu jeg skulle, 34 siders homeletik læsning til i morgen tidlig er ikke læst.. og et eller andet sted vil jeg gerne elske med min mand..

Jeg skal overleve den næste måned, men jeg ved vist ikke helt hvordan..

Længe ventet

Novembersolen på vej op og ind over forstaden. Jeg har kaffen klar om lidt og dagens gøremål står i kø. Jeg tænker tanker om stress og arbejdsløshed og om at indrette sig på en arbejdsplads.. Men når solen står lidt højre på himlen, så tager jeg bussen ind til fakultetet og får mig en dosis teologi med kaffe til.

Bogkasserne i bethesda venter på mig og i dag skal jeg nyde solen på min næse!

Jeg skal søge job og spise bananer

Jeg elsker morgenmad,
der er lidt mere ro på,
eller jeg skal passe på ikke at overdrive

alt sammen overskrifter jeg overvejede imens jeg skar morgenens bananer i skiver.. Den stress der gjorde livet meget meget trist for et par uger siden har jeg fået bugt med, eller har jeg? for konfronteret med folk, årsager og spørgsmål i går aftes, har gjort eftertænksomheden yderst nærværende.

Selvom jeg igår fik knoklet de 4 opgaver jeg var bagud med på pastoralen, færdige igår. Så kan jeg mærke at jeg stadig skal tage en dag af gangen, en opgave af gangen og en dyb vejrtrækning af gangen. Men det er ok.

Der er tre stillinger jeg skal søge, en på amager, en i en nordsjællansk forstad og en i Calgary. Det kan godt stresse en smule. Det er nemlig temmelig omstændigt at søge job i den danske folkekirke.

Jeg har husket at fortælle at en præstestartløn er 20899,- ik?

Jeg er blevet gift siden sidst..

min trofaste blog, min trofaste følgesvend har jeg forsømt i stor grad siden mit speciale lastminuterun i sommer. Ovenstående tittel kan jeg ikke lade være med at tænke når jeg bevæger mig ud i de sider som jeg engang fulgte så fast og koncekvent..

Men mit liv har været alt andet end koncekvent de sidste 3½ måned. På mange måder så føler jeg mig som offer for et trafikuheld, i alle tilfælde en smule kørt ned af livet. Det er gået så stærkt at jeg glæder mig til at kunne mærke mine fødder lande på jorden igen.

Jeg er blevet kandidat, i USA var det en fin ting, Master of Theology, det lyder fedt på engelsk min nye titel. Jeg har aldrig haft en titel før, og man kan måske sige at med mine 36 år så er det vist på tide..

Nå ja, jeg er også blevet et år ældre. 36 år, så ryger man i en ny kategori. Odsne for at kunne få børn er med det sidste år faldet en 5-7 procentpoint. Det bekymre mig, men ikke min 5 år yngre mand. Verden siger til mig at jeg ikke skal bekymre mig, så jeg prøver at lade være og kalde det noget andet.

Min operation har haft 1 års fødselsdag og jeg vejer 100 kg rent. Det er et vægttab på 56 kg og det betyder at jeg nu kan løbe op af trapperne hvis jeg vil, eller efter bussen skulle det være nødvendigt. Det betyder også at jeg skal til at se mig om efter nye motionsformer og aktivitetsniveau.. Tænker jeg.

Jeg er blevet gift, været på bryllupsrejse og vi har byttet bryllupsgaver. Vi mangler en tur på kirkekontoret og sende takkekort ud. Besynderlig tradition.

Jeg har holdt min første Gudstjeneste og det gav mening. I følge mine fire praktikpræster, så gjorde min prædiken det også.

Om lidt har min blog 2 års fødselsdag, jeg tror det er en af de ensommeste blogge i blog land. Men jeg insisterer på at den lever for min skyld, for at jeg kan fastholde grebet om livet og det der følger med. Lige nu føler jeg bestemt at jeg har brug for netop det, grebet om livet og de ord der, der følger med.

Landet igen

Den fra New York city hjemmebragte Starbucks kaffe smager mig her til morgen, det er fridag og jeg har tilladt mig at nyde den med en doven formiddag under dynen. Den slags giver mig altid dårlig samvittighed, når jeg kigger på alt det jeg kunne have nået på de to timer jeg lå og så lurvede serier på tv3..

Jeg forsøger at lande igen ovenpå min første Gudstjeneste igår, det gik godt hvis jeg selv skal sige det. Det er selvfølgelig en kende uvant at stå det og sige alt det der skal siges. Men jeg føler mig hjemme og på rette hylde når jeg står det og forsøget at give mening med ordene og dagen.

Det der præstenoget, det skal jeg nok få skovlen under med tiden.

Jeg kan ikke nyde det så længe, for opgaverne jeg kom bagud med allerede inden bryllup i NYC ligger stadig og venter. Det samme gør mailen fra den nordjydske og lidt skræmmende kordegn der skælder ud og taler om tålmodighed der slipper op.. De skal laves og badeværelset skal gøres rent, opvasken skal tages og der skal købes ind til sund aftensmad..

Men mon ikke det kan nås, alt i mens jeg nyder sucessen fra igår?